Danmark har altid været en søfartsnation. Danskere har i tusind år brugt havet til at erobre land, til at forsvare dansk territorium og til at handle med fjerne destinationer. Havet er en del af vores fælles identitet. Til denne fortælling om havet og vores nationale identitet, hører også danskernes udvandringshistorie. Alligevel er der mange der har glemt, at mere end 300.000 forlod Danmark i årene mellem 1850 og 1920. I gennemsnit udvandrede 4.286 danskere om året med skib over Atlanterhavet til USA. I denne periode må Danmark betragtes som et udvandringsland. Danmarks position som et land, der fortrinsvis modtager indvandrere, er af altså af nyere dato.
Nutidens flygtninge- og migrationspolitik; flygtningekvoter, venligboere, fordelingsmekanismer i Europa, druknedøden på Middelhavet og menneskesmuglere, spejler vores egen udvandring. Historien gentager sig. Den nuværende folkevandring over for den europæiske masseudvandring for 100-150 år siden, hvor grundlaget for en vandring fra Danmark og resten af Europa var til stede. I begge tilfælde synes livsbetingelser i form af økonomiske og personlige muligheder at være bedre andetsteds end i hjemlandet. Vi er nået til en brydningstid i Europa: Der står nogle mennesker og banker på døren, og det foruroliger mig, at der er en bevægelse i retning af at dæmonisere dem. Vi drog ud forsøger at rette blikket mod danskernes egen udvandringshistorie og mindes dem, der udvandrede – en påmindelse om, at vi selv engang var en udvandrernation.
Danmark har altid været en søfartsnation. Danskere har i tusind år brugt havet til at erobre land, til at forsvare dansk territorium og til at handle med fjerne destinationer. Havet er en del af vores fælles identitet. Til denne fortælling om havet og vores nationale identitet, hører også danskernes udvandringshistorie. Alligevel er der mange der har glemt, at mere end 300.000 forlod Danmark i årene mellem 1850 og 1920. I gennemsnit udvandrede 4.286 danskere om året med skib over Atlanterhavet til USA. I denne periode må Danmark betragtes som et udvandringsland. Danmarks position som et land, der fortrinsvis modtager indvandrere, er af altså af nyere dato.
Nutidens flygtninge- og migrationspolitik; flygtningekvoter, venligboere, fordelingsmekanismer i Europa, druknedøden på Middelhavet og menneskesmuglere, spejler vores egen udvandring. Historien gentager sig. Den nuværende folkevandring over for den europæiske masseudvandring for 100-150 år siden, hvor grundlaget for en vandring fra Danmark og resten af Europa var til stede. I begge tilfælde synes livsbetingelser i form af økonomiske og personlige muligheder at være bedre andetsteds end i hjemlandet. Vi er nået til en brydningstid i Europa: Der står nogle mennesker og banker på døren, og det foruroliger mig, at der er en bevægelse i retning af at dæmonisere dem. Vi drog ud forsøger at rette blikket mod danskernes egen udvandringshistorie og mindes dem, der udvandrede – en påmindelse om, at vi selv engang var en udvandrernation.
Projektet, Vi drog ud, beskæftiger sig med det at søge ud, at forlade og efterlade familie, hjem og fædreland – for nogens vedkommende for altid. Værket består af lag fra fortiden og nutiden, i et forsøg på give et billede på de eksistentielle og medmenneskelige udfordringer, migration kan medføre – dengang som nu. Projektet er researchbaseret og stedsspecifikt, og tager afsæt i Fabriciusslægten fra Søbys migrationshistorie og gamle visitkort-portrætter af ærøboer fra slutningen af 1800tallet. Med afsæt i de ærøske immigranter, vil jeg sammenkoble fortidens fortællinger og fotografier med nutidens flygtningestrømme og folkevandringer i Europa til et kunstværk.
På en cykeltur til Søby i sommeren 2017 fandt jeg ved et garagesalg nogle gamle fotografier fra slutningen af 1800tallet. I den samme periode udvandrede mellem 1600 og 2000 personer fra Ærø til USA. Som i en fotografisk dobbelteksponering, lægges de gamle iscenesatte fotografier af ærøboere ovenpå nutidige billeder fra Søby og byens omkringliggende natur. De fotografiske lag og motivernes indfletning i hinanden i værkerne antyder kompleksiteten mellem adskillelse og forbundethed, savn og afsavn, samt drømmenes håbefuldhed over for virkelighedens realiteter som immigrant. Citater fra en brevudveksling fra 1882-86 fra Fabriciusfamilien mellem USA og Søby indgår ligeledes i værkerne. Brevene beretter om hvordan en udvandrerfamilies situation på få år forvandlede sig fra håbefuld til håbløs. Min intention er at sammenflette alle disse elementer til en fortælling om udvandringens menneskeskæbner.
Fotografierne måler 150X92 cm. Materialet print på plexiglas og kan betragtes fra begge sider. Glasset mimer de gamle glasnegativer og diasbilleder, hvor lyset kan strømmer igennem og derved give en særlig transparens og sanselighed, der understøtter de dobbelteksponeret portrætters surrealistiske og længselsfulde udtryk. Værkets monumental fremtoning understøtter idéen om værket som et mindesmærke over de kvinder, mænd og børn som drog ud for at søge lykken. Værkerne placeres rundt omkring i Søby fx i en have, ved havnen og ved havet. De enkelte værker kan opleves selvstændigt, men tilsammen danner de en overordnet fortælling om vores forfædre som indvandrede til Danmark og de danskere som udvandrede fra Danmark.
Teksten på værkerne er en brevkorrespondance mellem søn og mor. Sidenhen mellem svigerdatter og svigermor efter sønnens/ægtemandens selvmord.Korrespondancen foregår mellem USA og Søbygaard (Søby/Ærø) i perioden 1882-1886. Brevene er gengivet langs kanten på portrætterne.